English  Printervenlig
Ved brug af Hjælpemiddelbasen accepteres cookies til statistik og funktionalitet. Ok, fjern denne besked eller læs om brug af cookies og muligheder for at afvise cookies.

Du er her: Forside | Principafgørelser

Principafgørelser

Omfatter principafgørelser vedrørende de typer af hjælpemidler, som findes i Hjælpemiddelbasen. Nye principafgørelser medtages i takt med, at de udsendes fra Ankestyrelsen; kasserede principafgørelser slettes fra listen.
Søg på principafgørelsens navn eller nr. eller på det produktområde, som du søger afgørelser for, fx cykler. Klik på afgørelsens titel for at se hele afgørelsen i Ankestyrelsens database over principafgørelser.

  

Titel og resumeUdgivetRelaterede produktgrupper
49-17 Lovhjemmel - hjælpemiddelbekendtgørelsen - sygdomsbetinget dobbeltsyn - briller
Kommunen skal yde støtte til briller som hjælpemiddel, hvis øjenlidelsen er omfattet af indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 og følgerne af øjenlidelsen kan afhjælpes med de ansøgte briller.
Kommunen skal efter serviceloven yde støtte til hjælpemidler, som har til formål af afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Kommunen skal derfor yde støtte til briller, hvis brillerne kan afhjælpe følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Betingelsen er, at ansøgers øjenlidelse er nævnt i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2.
Sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion er en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, der er nævnt i bilaget. Hjælpemidlet er ofte prismebriller.
Ankestyrelsen har i tre sager vurderet, at der ikke er hjemmel til at give afslag på prismebriller alene med den begrundelse, at et minimumskrav for prismestyrke ikke er opfyldt. Det afgørende er, om ansøgerens øjenlidelse er omfattet af indikationerne i bilaget, og om følgerne af øjenlidelsen kan afhjælpes med de ansøgte briller.
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da der ikke var tilstrækkelige lægelige oplysninger til, at der kunne træffes afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke fremgik af de lægelige oplysninger, om det var muligt operativt at korrigere for ansøgers dobbeltsyn.
I sag nr. 2 og nr. 3 ændrede Ankestyrelsen afgørelserne. Ankestyrelsen vurderede, at ansøgerne havde en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, og at øjenlidelsen i form af sygdomsbetinget dobbeltsyn var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsen. I sag nr. 2 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren var opereret for skelen, men stadig havde brug for prismebriller for at opretholde enkeltsyn. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at øjenlidelsen kunne afhjælpes med læsebriller med prismer. I sag nr. 3 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren led af sygdomsbetinget dobbeltsyn som følge af Parkinson, og at der ikke var mulighed for operativ korrektion. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at dobbeltsynet kunne afhjælpes med prismebriller.
Ankestyrelsen lagde i alle tre sager vægt på, at der ikke i serviceloven eller i hjælpemiddelbekendtgørelsen, er fastsat et minimumskrav for prismestyrke i brilleglas ved støtte til briller som hjælpemiddel. Der er derfor ikke hjemmel til at give afslag alene med henvisning til, at ansøger har behov for et antal prismer under 7.
06-07-2017 Synsfeltsudvidere
30-17 Hjælpemiddel - behandlingsredskab - blodsukkermåleapparat
Et produkt kan kun bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, når det ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dette følger af servicelovens bestemmelse om subsidiaritetsprincippet.
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i videst muligt omfang gøre borger uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Der kan alene ydes støtte til hjælpemidler, der i væsentlig grad afhjælper borgerens nedsatte funktionsevne.
Det er en forudsætning for støtte efter bestemmelsen om støtte til hjælpemidler, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning.
Et produkt kan både være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Hvilken myndighed, der i givet fald bevilger produkt afhænger af, hvordan produktet anvendes og administreres.
Hvis kommunen er i tvivl, om et produkt er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab, skal kommunen søge afklaret, om produktet kan bevilges efter sundhedslovgivningen.
Ansvaret for denne afklaring påhviler ikke alene kommunen, men er et fælles ansvar mellem kommunen og sundhedssektoren. Det er alene sundhedssektoren, der kan tage stilling til, om der er tale om et behandlingsredskab.
Det er cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsnet (afgrænsningscirkulæret), der anvendes ved denne afklaring.
(udeladt tekst)
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da denne ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om borger kunne få glukosemålingssystemet bevilget som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var afklaret, om borger kunne få hjælp efter anden lovgivning. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå lægelige oplysninger i sagen.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen var enig i, at glukosemålingssystemet ikke var et hjælpemiddel. Sagen omhandlede et barn, der skulle måle blodsukker mange gange i døgnet på grund af svingende blodsukker. Barnet var indstillet til fysioterapi, da han på grund af nedsat følesans havde problemer med at holde på skriveredskaber. Efter afprøvning af glukosemålingssystemet havde han fået følelsen i fingrene tilbage. Ankestyrelsen lagde vægt på sagens lægelige oplysninger og vurdererede herudfra, sammenholdt med en udtalelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, at det primære formål med brugen af glukosemålingssystemet var at opnå en forbedring af kontrollen med barnets diabetes. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på subsidiaritetsprincippet og at det ikke var afklaret om barnet kunne få glukosemålingssystemet bevilget efter sundhedslovgivningen.
I sag nr. 3 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet glukosemålingssystemet i dette tilfælde måtte anses som et hjælpemiddel. Sagen omhandlede en mand, der som følge af cancer i bugspytkirtlen havde mistet al egenproduktion af insulin. Det var oplyst, at han skulle måle sit blodsukker mange gange dagligt. Han var velreguleret, men havde bivirkninger i form af nedsat følesans i fingrene, som følge af de mange fingerprik han foretog dagligt. Ankestyrelsen vurderede, at glukosemålingssystemet ville være en væsentlig yderligere afhjælpning for ham. Ankestyrelsen lagde vægt på sagens lægelige oplysninger om, at manden havde fået tiltagende nedsat følelse i fingerspidserne, hvilket havde indflydelse på hans arbejde, og at tæt monitorering af hans blodsukker var påkrævet, idet han kørte meget bil i forbindelse med sit erhverv.
31-05-2017 Blodanalyseapparater, blodanalyseudstyr og blodanalysemateriale
13-17 Boligindretning - trappelift
Kommunen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Kommunen skal i samarbejde med borger yde borgeren hjælp med respekt for dennes behov for værdighed, integritet og mulighed for at leve et så normalt liv som muligt.
Hvis der er tale om mere omfattende og bekostelige ændringer af boligen, skal kommunen undersøge, om en mere hensigtsmæssig løsning til afhjælpning af boligforholdene kan etableres ved flytning. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringerne må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.
Kommunen skal undersøge, hvilke konkrete ændringer der er nødvendige for samlet set at gøre boligen egnet til borgerens ophold. Kommunen skal endvidere undersøge, hvilke udgifter disse ændringer medfører. Der skal også være konkrete lægelige oplysninger om den forventede udvikling i borgerens funktionsniveau.
De samlede nødvendige ændringer af boligen kan dog være så omfattende og bekostelige, at det er en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flytter til en anden bolig.
En trappelift vil almindeligvis ikke være en så omfattende og bekostelig ændring af boligen, at etableringen af denne alene kan begrunde, at kommunen skal undersøge, om det vil være mere hensigtsmæssigt, at borgeren flytter til en anden bolig.
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen sagen, da denne ikke var tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om de samlede nødvendige ændringer af boligen var så omfattende og bekostelige, at det var en mere hensigtsmæssig løsning, at borgeren flyttede i en anden bolig.
I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen ikke var enig i denne. Ankestyrelsen fandt derimod, at en trappelift var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren, da borgeren ellers var forhindret i at benytte toilettet i boligen. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne give borgeren afslag på en trappelift ved at bevilge en toiletstol til brug i stueetagen i stedet.
I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da Ankestyrelsen var enig i kommunens vurdering af, at en trappelift ikke var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren. Dette skyldtes, at boligen var egnet til, at borgeren kunne indrette sig i stueetagen. Det kunne ikke føre til en anden afgørelse, at borgeren skulle sove i stuen og desuden ikke havde adgang til værelserne på boligens første sal.
04-03-2017 Trappelifte med sæder
73-16 Hvilestole - hjælpemiddel - forbrugsgode - sædvanligt indbo - handicapkompenserende funktion
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Nogle produkter kan have særlige funktioner, der gør, at de ikke entydigt kan karakteriseres som enten et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering af produktets funktion.
Om et produkt skal behandles efter reglerne om hjælpemidler afhænger af, om produktet er fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Forbrugsgoder omfatter derimod produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilestole, der er hjælpemidler
En hvilestol skal bevilges som et hjælpemiddel, hvis der er tale om en hvilestol med funktioner/indstillingsmuligheder, der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det vil sige, at hvilestolen skal have en primær handicapkompenserende funktion.
Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til borgere med stift hofteled), katapultstole (til borgere, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig) og arbejdsstole med elektrisk højdejustering samt bremse.
Hvilestole, der er forbrugsgoder
En hvilestol med el-funktioner/el-indstillinger til indstilling af ryglæn og sæde anses som et forbrugsgode. Dog vil en hvilestol med el-funktioner på nuværende tidspunkt ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo, da der ikke er tale om en så almindelig udbredelse, at en sådan hvilestol normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Derudover vil el-indstillingsmulighederne have en vis handicapkompenserende funktion, idet en person med nedsat funktionsevne kan have svært ved at anvende manuelle indstillingsmuligheder.
Hvilestole, der er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo
En hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner skal betragtes som et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til efter servicelovens § 113. Begrundelsen herfor er, at sådanne hvilestole er almindeligt udbredte, hvorfor de findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Disse typer hvilestole kan fås i forskellige prisklasser, farver og størrelser og forhandles bredt over hele landet. De har ofte manuel regulering af sædeindstillinger eller vippefunktion.
Det er uden betydning for eventuel hjælp til køb af en hvilestol som forbrugsgode, at stolen kan købes hos en almindelig møbelforhandler. En stol, som kan købes hos en almindelig møbelforhandler, kan ikke alene af den grund anses for at være sædvanligt indbo, hvortil der ikke kan ydes hjælp.
Ifølge Ankestyrelsens praksis lægges der ved vurderingen af, om et forbrugsgode er sædvanligt indbo, vægt på eksempelvis udbredelse, pris, udvalg, udviklingen i befolkningens levestandard, folks forbrugs- og levevaner og samfundsudviklingen i det hele taget. På den baggrund er det således vores praksis, at fx faconhovedpuder, digitalkameraer, smartphones, tablets og andre lignende elektroniske apparater, samt vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne, robotstøvsugere og almindelige køkkenmaskiner i dag betragtes som sædvanligt indbo i ethvert hjem, der måtte ønske det.
I en konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner er et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til.
I en anden konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol med indbygget katapultsæde skal bevilges som et hjælpemiddel.
04-11-2016 Hvilestole og lænestole
36-16 Forbrugsgoder - sædvanligt indbo - 2-hjulet el-cykel
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.
Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
2-hjulede el-cykler er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Efter Ankestyrelsens vurdering må 2-hjulede el-cykler i dag anses som almindeligt udbredte, og som produkter, der kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. 2-hjulede el-cykler kan fås i mange forskellige udgaver og prisklasser og forhandles bredt over hele landet. En 2-hjulet el-cykel må derfor betragtes som sædvanligt indbo på linje med traditionelle cykler, som enhver, der måtte ønske det, kan anskaffe sig.
Ankestyrelsen har derfor i en konkret sag vurderet, at der ikke kunne ydes støtte til køb af 2-hjulet el-cykel efter reglerne om forbrugsgoder.
07-07-2016 Tohjulede cykler, foddrevne
32-16 Forbrugsgoder - sædvanligt indbo - vaskemaskiner - opvaskemaskiner - tørretumblere - mikrobølgeovne - almindelige køkkenmaskiner - robotstøvsugere
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.
Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved vurderingen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
Ankestyrelsen finder, at vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne og almindelige køkkenmaskiner er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Robotstøvsugere er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo
Ankestyrelsen har i en konkret sag vurderet, at også robotstøvsugere, i lighed med traditionelle støvsugere, skal betragtes som forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.
Der kan derfor ikke ydes støtte til køb af en robotstøvsuger efter reglerne om forbrugsgoder.
22-06-2016 Husholdningsmaskiner
 Komfurer og ovne
 Opvaskemaskiner
 Støvsugere
 Vaskemaskiner
10-16 Hjælpemiddel - abonnementsudgifter til app - fast-netabonnement til brug for nødkald - driftsudgift
Der kan ikke ydes støtte til udgifter, som følger af brugen af hjælpemidlet (driftsudgifter).
Abonnementsudgifter til en hjælpemiddel-app og udgifter til fastnetabonnement til brug for et nødkald er ikke driftsudgifter, da der ikke er tale om udgifter, som følger af brugen af hjælpemidlet. Abonnementerne er en forudsætning for, at appen og nødkaldet kan anvendes efter deres formål.
En app er et hjælpemiddel, hvis appen er fremstillet med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne. Hvis et abonnement er en forudsætning for at kunne anvende appen efter dens formål, skal kommunen afholde abonnementsudgifterne.
Et fastnetabonnement til brug for et nødkald kan ligesom abonnementsudgifter til en app bevilges som en del af hjælpemidlet, når et fastnetabonnement er en forudsætning for, at nødkaldet kan fungere. Det er en forudsætning, at borger ikke i forvejen har et fastnetabonnement. Det er alene abonnementet, der kan bevilges sammen med nødkaldet. Det vil sige, at udgifter til telefonopkald ikke er omfattet, og borger skal derfor selv afholde sådanne udgifter. Ved indgåelse af fastnetabonnement kan kommunen tage udgangspunkt i det billigst, nødvendige abonnement.
17-03-2016 Hjælpemidler som understøtter hukommelsen
 Personlige nødalarmsystemer
94-15 Hjælpemidler - kugledyne - kædedyne - behandlingsredskab
En person med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Hvis formålet med det ansøgte derimod er at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen som et alternativ til anden behandling, skal det ansøgte betragtes som et behandlingsredskab. Der kan ikke ydes hjælp til behandlingsredskaber efter servicelovens regler.
En kugle- eller kædedyne kan være et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på, hvilke behov brugen af dynen skal afhjælpe og vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang. En kugle- eller kædedyne kan bevilges til varigt brug i hjemmet, hvis tilstanden ikke kan afhjælpes ved den øvrige behandling.
Der kan efter servicelovens regler om hjælpemidler ydes hjælp til en kugle- eller kædedyne til en borger med varigt nedsat funktionsevne, hvis der ikke er yderligere muligheder for behandling af borgerens lidelse og de søvnvanskeligheder, som er en følge af lidelsen.
Afgørelsen heraf må bero på en konkret vurdering af, om borgeren profiterer tilstrækkeligt af pædagogiske, ikke-medicinske tiltag eller medicinske behandlingstilbud. Det indgår i vurderingen, om de medicinske behandlingstilbud er uden alvorlige bivirkninger.
Hvis behandlingsmulighederne er udtømte, skal det herefter vurderes, om bestemmelsens krav om væsentlighed er opfyldt.
18-12-2015 Hjælpemidler til træning af sanseintegration
77-15 Hjælpemiddel - behandlingsredskab - epilepsialarm - afgrænsning - væsentlighed
Der kan ydes støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Der kan alene ydes støtte til hjælpemidler, der i væsentlig grad afhjælper en nedsat funktionsevne.
Der kan ikke ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber. Behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling i sygehusvæsnet, eller som led i fortsættelse af den iværksatte behandling. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, som er opnået ved behandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat.
En epilepsialarm kan være et hjælpemiddel. Afgørelsen må bero på en konkret vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af epilepsialarmen.
Hvis formålet med epilepsialarmen er at alarmere om et epileptisk anfald, når epileptikeren ikke selv er i stand til at tilkalde hjælp, skal epilepsialarmen betragtes som et hjælpemiddel.
Hvis en epilepsialarm alene skal bruges til at registrere epileptiske anfald til brug for regulering af medicin, skal den ikke betragtes som et hjælpemiddel, idet den så er et led i epileptikerens behandling.
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at en epilepsialarm var et hjælpemiddel, da formålet med epilepsialarmen var at alarmere barnets forældre om natlige epileptiske anfald, når barnet ikke selv kunne tilkalde hjælp ved akut behov.
I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen også, at en epilepsialarm var et hjælpemiddel til et barn, der led af rolandisk epilepsi, der typisk gav krampeanfald i forbindelse med indsovning og opvågning.
02-12-2015 Personlige nødalarmsystemer
51-15 Hjælpemiddel - stomi - personkreds - appendikostomi - hjælpemiddelbekendtgørelsen
Der kan ydes støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Der ydes som udgangspunkt støtte til stomihjælpemidler til personer, som har fået foretaget en af følgende operationer: colostomi (kunstig udføring af tyktarmen), ileostomi (kunstig udføring af tyndtarmen) eller urostomi (kunstig udføring af urinveje). Disse stomier er anlagt med henblik på tømning af tarm eller nyrer ud gennem bugvægen i en stomipose.
Der kan efter en konkret vurdering også ydes støtte til tilsvarende stomihjælpemidler til personer, der har fået foretaget en operation, som kan sammenlignes med colostomi, ileostomi eller urostomi. Det afgørende i vurderingen er formålet med stomien.
Personer med appendikostomi har ikke ret til støtte til stomihjælpemidler, da appendikostomi ikke kan sammenlignes med colostomi, ileostomi eller urostomi.
Ankestyrelsen har vurderet, at de ansøgte stomihjælpemidler i den konkrete sag er behandlingsredskaber for ansøgeren. Ankestyrelsen lagde især vægt på, at ansøgeren har fået anlagt appendikostomi for at etablere skyllebehandling af kronisk svær forstoppelse og ikke med henblik på tømning direkte ud i en stomipose.
27-08-2015 Hjælpemidler til stomipleje

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11-20 Næste>> Viser 1-10 af 192

Nyeste hjælpemidler
Interstuhl Goal 102GR
Ergopartner A/S
Interstuhl Goal 102GR
Amputationssejl - Net
Rehab-care.dk ApS
Amputationssejl - Net
Amputationssejl
Rehab-care.dk ApS
Amputationssejl
toilet og badestol
Rehab-care.dk ApS
toilet og badestol