Principafgørelser


Titel og resumeUdgivetRelaterede produktgrupper
O-151-97 Behandlingsredskab - hjælpemiddel - behandlingsudgift - helbensortoser - rygmarvsbrok
Særlige bandager (Helbensortoser) til en pige med medfødt rygmarvsbrok skulle bevilges som hjælpemiddel, og var således ikke at betragte som en behandlingsudgift, der skulle afholdes af sygehuset.
Begrundelsen var, at de ordinerede bandager (helbensortoser) var at sammenligne med benproteser efter amputation, og dermed var et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne afhjælpe pigens lidelse
Ankestyrelsen lagde vægt på, at pigen led af en varig lidelse, rygmarvsbrok, og var invalideret på grund af denne lidelse.
15-11-1997
O-8-98 Astma - allergi - hjælpemiddel - allergibetræk - dyne
Der kunne ikke gives støtte til allergibetræk til dyne og hovedpude til en mand med svær astma og husstøvmideallergi, idet betrækket ikke kunne antages at afhjælpe hans lidelse i væsentlig grad.
Der blev særlig lagt vægt på, at sengetøj kan vaskes, og at man ved hyppig vask ved 55 grader kan forebygge og bekæmpe husstøvmider.
15-02-1998
O-51-98 Behandlingsredskaber - dropstativ - køleskab
Både et dropstativ og et køleskab i forbindelse med hjemmeparenteral ernæring var behandlingsredskaber, hvorefter sygehusvæsenet måtte afholde udgifterne hertil.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandlingen var igangsat og under kontrol af Rigshospitalet, og at dropstativ og køleskab var integrerede og uundværlige led i den hjemmeparenterale ernæring.
15-05-1998
O-63-98 Hjælpemiddel - hoftebeskytter - forebyggende formål
Der kunne ikke ydes hjælp til hoftebeskytter som et hjælpemiddel
Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at hoftebeskyttere ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af en nedsat funktionsevne, og at formålet med anvendelsen af hoftebeskyttere udelukkende er at forebygge nyt hoftebrud.
15-06-1998
O-71-98 Blinde - hjælpemiddel - fritidsaktivitet - punktskriftprinter
En 38-årig blind kvinde fandtes efter en konkret vurdering ikke berettiget til hjælp til en punktskriftprinter.
Ankestyrelsen fandt, at hendes behov for kommunikation i forbindelse med klubarbejde og andre fritidsinteresser ikke havde et omfang, der gav grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til printeren. Hendes behov måtte anses for dækket gennem de allerede bevilgede hjælpemidler i form af scanner, talesyntese og skærmlæser.
Ankestyrelsen bemærkede, at der i visse tilfælde kunne ydes hjælp til punktskriftprinter som hjælpemiddel. Vurderingen af, om hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, bør foretages i takt med samfundsudviklingen, herunder også den teknologiske udvikling. Vurderingen må foretages ud fra enbeskrivelse af den enkelte ansøgers individuelle behov og ak tivitetsniveau. )
Note:) Se også SM O-9- 94.
15-06-1998
O-75-98 Handicappet barn - kørestol - udbedring af skader - merudgifter ved forsørgelsen
Udgifter til udbedring af skader på hjemmet, opstået i forbindelse med et handicappet barns brug af elektrisk kørestol, mens han havde været hjemmeboende, kunne ikke anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.
15-07-1998
O-39-99 barn - CD-I-afspiller og CD-Itegnordbog Basistegn - hørelidelse - merudgifter til voksne
Udgiften til en CD-I-afspiller og CD-I tegnordbog Basistegn var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et stærkt hørehæmmet barn.
Ankestyrelsen fandt, at CD-I-afspilleren og CD-I-tegnordbogen med billedlig gengivelse i dag måtte anses for at være et nødvendigt supplement til de tegnsprogskurser, som forældrene kunne overkomme at gå til, med henblik på, at de i tilstrækkelig grad kunne kommunikere med og stimulere barnet sprogligt. Ankestyrelsen lagde vægt på sagkyndige udtalelser.
15-06-1999
O-45-99 Varig lidelse - behandlingsredskab - hjælpemiddel - dilatationskateter
Et lowfric-selvdilatationskateter til en 10-årig dreng var at betragte som et hjælpemiddel og ikke et behandlingsredskab.
Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om lidelsens varighed, at moderen og drengen var instrueret i brugen af selvdilatationskateter, og at der herefter var tale om en årlig ambulant kontrol på hospitalet samt at selvdilatationskatetret blev anvendt 3 gange om ugen.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på Indenrigsministeriets afgrænsningscirkulære, hvoraf bl.a. fremgår at urinaler, colostomiposer og katetre ikke falder ind under hvad der normalt betragtes som behandlingsapparatur, og derfor i givet fald ydes efter andre bestemmelser.
15-08-1999
O-49-99 Ortopædisk fodtøj - hjælpemiddel - personlige hjælpemidler - frit leverandørvalg - uddannelsesmæssige krav
Reglerne om frit leverandørvalg indebærer, at en ansøger er berettiget til selv at vælge leverandør.
Der kunne således ikke udelukkende lægges vægt på, om den af ansøger valgte leverandør havde en bestemt uddannelse. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der hverken i lov eller bekendtgørelse var anført nogen indskrænkninger i det frie leverandørvalg.
Kommunen har dog en generel forpligtelse til at sikre sig, at hjælpemidlet afhjælper den nedsatte funktionsevne og opfylder almindelige krav om kvalitet, service og garanti.
Der er endvidere kun mulighed for at få udgifter refunderet svarende til det beløb kommunen kunne have indkøbt tilsvarende fodtøj til ved sin leverandør.
15-09-1999
C-4-99 Døgninstitution - basisinventar - badestol - iværksættelse før bevilling - kørestol - hjælpemiddel
Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om afgrænsning af hjælpemidler til fælles brug/basisinventar på en døgninstitution (botilbud), som skal stilles til rådighed af institutionen (botilbuddet) og personlige hjælpemidler, som skal stilles til rådighed af kommunen.
Sagerne vedrørte to manuelle kørestole og en badestol.
Ankestyrelsen fandt i 2 sager, at der var tale om personlige hjælpemidler.
Ankestyrelsen lagde i den ene sag vægt på, at ansøger var permanent kørestolsbruger, og at den ansøgte kørestol alene blev brugt af ansøgeren. Kommunen skulle derfor yde hjælpen.
I den anden sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at den ansøgte badestol var personligt tilpasset udover de almindelige justeringsmuligheder en sådan stol er udstyret med, og ikke umiddelbart kunne anvendes af andre beboere. Kommunen skulle derfor yde hjælpen
I den tredie sag fandt Ankestyrelsen, at den ansøgte kørestol ikke var et personligt hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på at det ansøgte var en transportstol alene begrundet i ansøgers størrelse, at ansøger ikke var permanent kørestolsbruger, og at transportstolen var uden særlige indretninger, hvorfor kørestolen umiddelbart kunne anvendes af døgninstitutionens andre beboere. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at yde hjælpen.
Ankestyrelsen fandt således, at der ved afgrænsningen mellem basisinventar og personlige hjælpemidler kunne lægges vægt på, om det ansøgte var til personligt brug, idet hjælpemidlet alene anvendes af ansøger og pågældende er afhængig af hjælpemidlet dagligt/permanent, eller om det ansøgte var personligt/individuelt tilpasset udover de almindelige justeringsmuligheder, og således ikke umiddelbart ville kunne anvendes af andre beboere.
15-06-1999

< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11-19 Næste>> Viser 81-90 af 181




Hjælpemiddelbasen drives af Socialstyrelsen, Edisonsvej 18. 1., 5000 Odense C.