| Titel og resume | Udgivet | Relaterede produktgrupper |
|---|---|---|
| O-71-98 Blinde - hjælpemiddel - fritidsaktivitet - punktskriftprinter En 38-årig blind kvinde fandtes efter en konkret vurdering ikke berettiget til hjælp til en punktskriftprinter. Ankestyrelsen fandt, at hendes behov for kommunikation i forbindelse med klubarbejde og andre fritidsinteresser ikke havde et omfang, der gav grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til printeren. Hendes behov måtte anses for dækket gennem de allerede bevilgede hjælpemidler i form af scanner, talesyntese og skærmlæser. Ankestyrelsen bemærkede, at der i visse tilfælde kunne ydes hjælp til punktskriftprinter som hjælpemiddel. Vurderingen af, om hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, bør foretages i takt med samfundsudviklingen, herunder også den teknologiske udvikling. Vurderingen må foretages ud fra enbeskrivelse af den enkelte ansøgers individuelle behov og ak tivitetsniveau. ) Note:) Se også SM O-9- 94. | 15-06-1998 | Printere og plottere (grafskrivere) |
| O-75-98 Handicappet barn - kørestol - udbedring af skader - merudgifter ved forsørgelsen Udgifter til udbedring af skader på hjemmet, opstået i forbindelse med et handicappet barns brug af elektrisk kørestol, mens han havde været hjemmeboende, kunne ikke anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. | 15-07-1998 | Eldrevne kørestole med motoriseret styring |
| O-34-99 Computer - barn - merudgifter til voksne Udgiften til en almindelig computer til eget personligt brug for en 8-årig autistisk dreng blev efter en konkret vurdering anset for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen noterede sig, at der var bevilget nødvendigt tilbehør til computeren og lagde særlig vægt på, at barnet kun var 8 år, at der ikke var en computer i hjemmet, og at computeren skulle anvendes til barnets eget personlige brug til delvis beskæftigelse i fritiden for at mindske belastende adfærd i hjemmet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at selvom 82 af børnefamilier med børn i alderen 7-15 år har en computer i hjemmet, så har kun 16 af drenge i alderen 7-9 år i dag (1998) en computer til eget brug. Der var derfor ikke tale om et almindeligt forbrugsgode, når computeren skulle anvendes til barnets eget personlige brug.) Note:) SM O-20-91 ophæves. Se desuden SM O-100- 97 | 15-06-1999 | Stationære computere |
| O-39-99 barn - CD-I-afspiller og CD-Itegnordbog Basistegn - hørelidelse - merudgifter til voksne Udgiften til en CD-I-afspiller og CD-I tegnordbog Basistegn var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et stærkt hørehæmmet barn. Ankestyrelsen fandt, at CD-I-afspilleren og CD-I-tegnordbogen med billedlig gengivelse i dag måtte anses for at være et nødvendigt supplement til de tegnsprogskurser, som forældrene kunne overkomme at gå til, med henblik på, at de i tilstrækkelig grad kunne kommunikere med og stimulere barnet sprogligt. Ankestyrelsen lagde vægt på sagkyndige udtalelser. | 15-06-1999 | Udstyr til optagelse og afspilning af lyd Elektroniske bøger og multimediematerialer |
| O-45-99 Varig lidelse - behandlingsredskab - hjælpemiddel - dilatationskateter Et lowfric-selvdilatationskateter til en 10-årig dreng var at betragte som et hjælpemiddel og ikke et behandlingsredskab. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om lidelsens varighed, at moderen og drengen var instrueret i brugen af selvdilatationskateter, og at der herefter var tale om en årlig ambulant kontrol på hospitalet samt at selvdilatationskatetret blev anvendt 3 gange om ugen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på Indenrigsministeriets afgrænsningscirkulære, hvoraf bl.a. fremgår at urinaler, colostomiposer og katetre ikke falder ind under hvad der normalt betragtes som behandlingsapparatur, og derfor i givet fald ydes efter andre bestemmelser. | 15-08-1999 | Engangskatetre |
| O-49-99 Ortopædisk fodtøj - hjælpemiddel - personlige hjælpemidler - frit leverandørvalg - uddannelsesmæssige krav Reglerne om frit leverandørvalg indebærer, at en ansøger er berettiget til selv at vælge leverandør. Der kunne således ikke udelukkende lægges vægt på, om den af ansøger valgte leverandør havde en bestemt uddannelse. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der hverken i lov eller bekendtgørelse var anført nogen indskrænkninger i det frie leverandørvalg. Kommunen har dog en generel forpligtelse til at sikre sig, at hjælpemidlet afhjælper den nedsatte funktionsevne og opfylder almindelige krav om kvalitet, service og garanti. Der er endvidere kun mulighed for at få udgifter refunderet svarende til det beløb kommunen kunne have indkøbt tilsvarende fodtøj til ved sin leverandør. | 15-09-1999 | Ortopædiske sko til forebyggelse af deformiteter |
| C-4-99 Døgninstitution - basisinventar - badestol - iværksættelse før bevilling - kørestol - hjælpemiddel Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om afgrænsning af hjælpemidler til fælles brug/basisinventar på en døgninstitution (botilbud), som skal stilles til rådighed af institutionen (botilbuddet) og personlige hjælpemidler, som skal stilles til rådighed af kommunen. Sagerne vedrørte to manuelle kørestole og en badestol. Ankestyrelsen fandt i 2 sager, at der var tale om personlige hjælpemidler. Ankestyrelsen lagde i den ene sag vægt på, at ansøger var permanent kørestolsbruger, og at den ansøgte kørestol alene blev brugt af ansøgeren. Kommunen skulle derfor yde hjælpen. I den anden sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at den ansøgte badestol var personligt tilpasset udover de almindelige justeringsmuligheder en sådan stol er udstyret med, og ikke umiddelbart kunne anvendes af andre beboere. Kommunen skulle derfor yde hjælpen I den tredie sag fandt Ankestyrelsen, at den ansøgte kørestol ikke var et personligt hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på at det ansøgte var en transportstol alene begrundet i ansøgers størrelse, at ansøger ikke var permanent kørestolsbruger, og at transportstolen var uden særlige indretninger, hvorfor kørestolen umiddelbart kunne anvendes af døgninstitutionens andre beboere. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at yde hjælpen. Ankestyrelsen fandt således, at der ved afgrænsningen mellem basisinventar og personlige hjælpemidler kunne lægges vægt på, om det ansøgte var til personligt brug, idet hjælpemidlet alene anvendes af ansøger og pågældende er afhængig af hjælpemidlet dagligt/permanent, eller om det ansøgte var personligt/individuelt tilpasset udover de almindelige justeringsmuligheder, og således ikke umiddelbart ville kunne anvendes af andre beboere. | 15-06-1999 | Bade- og brusestole (med og uden hjul), badebrætter, taburetter, bade-ryglæn og -sæder Manuelle kørestole, drevet frem med begge arme |
| C-10-99 Forbrugsgoder - handicapkompensation - egenbetaling - kassettebåndoptager - Christiania Ladcykel - computer - synshandicappede - hjælpemiddel Ankestyrelsen har behandlet 4 sager om bevilling af forbrugsgoder efter servicelovens 98. Ankestyrelsen har herunder taget stilling til, hvorvidt forbrugsgodet i den enkelte sag udelukkende fungerede som hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, således at kommunen/amtskommunen betaler de fulde anskaffelsesudgifter, eller hvorvidt hovedreglen om 50 egenbetaling skulle finde anvendelse. Ankestyrelsen fortolkede bestemmelserne i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne. Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel fandtes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte funktionsevne. I sag nr. 1 og sag nr. 2, der omhandlede henholdsvis en særlig kassettebåndoptager og en Christiania Ladcykel, fandt Ankestyrelsen,at der var tale om forbrugsgoder, der - for de pågældende ansøgere udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Der blev således ikke tale om en egenbetaling på 50 for ansøgeren. I sag nr. 3 og sag nr. 4, der omhandlede computere, fandt Ankestyrelsen, at der var tale om forbrugsgoder, der ikke udelukkende fungerede som hjælpemiddel. Der blev således tale om egenbetaling på 50 for ansøgeren. OBS: Sag nr. 3 og 4 er ophævet maj 2010, da der er kommet nye regler på området (De stemmer ikke overens med den nugældende affatning af hjælpemiddelbekendtgørelsens 19, stk. 4 (bkg. nr. 987 af 6/8-2007), hvorefter computere dækkes med den fulde anskaffelsespris, når der er tale om blinde og svagtseende. | 15-10-1999 | Tre- og firehjulede foddrevne cykler Udstyr til optagelse og afspilning af lyd Stationære computere |
| C-1-00 Reparation - driftsudgifter - elkøretøj - hårdhændet brug - hjælpemiddel En udskiftning af fiberplastbunden på et el-køretøj måtte opfattes som en reparation, som kommunen skulle betale. Kommunen skulle betale, uanset at skaden formentlig skyldtes ansøgers hårdhændede brug af el-køretøjet, da der hverken i serviceloven eller bekendtgørelsen er regler om ansøgers brug af hjælpemidlet. | 15-01-2000 | Eldrevne kørestole med manuel styring |
| C-24-00 Forbrugsgode - kassettebåndoptager - bedst egnet og billigst - ingen egenbetaling - særlig indretning - sædvanligt indbo - minimumsreglen - synshandicappet Ankestyrelsen har behandlet en sag om bevilling af en kassettebåndoptager til en synshandicappet. Ankestyrelsen fandt ansøgeren berettiget til det ansøgte som forbrugsgode efter undtagelsesbestemmelsen, der omfatter hjælp til de fulde anskaffelsesudgifter. Kommunen kunne bevilge den til enhver tid værende bedst egnede og billigste læsebåndoptager på markedet, om nødvendigt med særlig tilretning heraf. Udgiften skulle overstige 500 kr. Der ville ikke kunne ske særlig indretning af et forbrugsgode, der indgik i sædvanligt indbo, da der ikke kunne ydes hjælp dertil. | 15-07-2000 | Udstyr til optagelse og afspilning af lyd |